Spørgsmål og svar

- Skandia Bonuspension

Få svar på de oftest stillede spørgsmål til oversigten over din pension.

Spørgsmål

Svar
Hvad er ÅRK - Årets resultat i kroner?

ÅRK står for Årets Resultat i kroner. Tallet viser, hvad du reelt har fået ud af din pensionsopsparing, når alle omkostninger er betalt.

ÅRK viser med andre ord, hvor meget vi har fået din pension til at vokse, når alle omkostninger er trukket fra.

Hvad er ÅRP – Årets Resultat i procent? ÅRP står for ’Årets resultat i procent’. ÅRP viser dig, hvor meget din pensionsopsparing er vokset (eller faldet) med på et år, når alle omkostninger og gebyrer er betalt.
Hvordan beregner I ÅRP? Vi beregner Årets Resultat i procent ved at sætte Årets Resultat i kroner i forhold til værdien på din pensionsopsparing ved årets start tillagt årets indbetalinger og fratrukket evt. udbetalinger.
Hvad er ÅOK – Årets omkostninger i kroner? ÅOK står for årlige omkostninger i kroner. Tallet viser dig summen af de årlige omkostninger på din pensionsordning.
Hvilke omkostninger indgår i ÅOK? I ÅOK indgår omkostninger til at administrere din pensionsordning, omkostninger til at investere din pensionsopsparing og omkostninger til at betale for den sikkerhed egenkapitalen stiller til rådighed for dig som kunde.
Hvad er ÅOP – Årets omkostninger i procent? ÅOP står for årlige omkostninger i procent. Tallet viser dig omkostningerne, som en procent af størrelsen på din pensionsopsparing.
Hvad kan jeg bruge ÅOK og ÅOP til?

Du kan bruge ÅOK og ÅOP til at få et hurtigt overblik over de samlede omkostninger på din pensionsordning.

Du skal huske, at det ikke giver mening alene at kigge på omkostningerne. Du bliver nødt til også at kigge på, hvad du får for omkostningerne i form af bl.a. investeringsafkast, service og rådgivning.

Derudover skal du være opmærksom på de forskelle, der er mellem forskellige pensionsordninger og pensionsselskaber, hvis du ønsker at sammenligne omkostninger.

Hvordan forrentes indbetalingerne til min pensionsopsparing?

Depotrenten i Skandia Bonuspension bliver justeret løbende og kan ændre sig i løbet af året.

I depotregnskabet på din årsoversigt kan du se det beløb, du har fået i rente på din opsparing i 2011.

Hvornår forrentes min indbetaling?
Du får rente af din indbetaling fra den dag, vi modtager den i Skandia.
Hvorfor passer indbetalingerne i depotregnskabet ikke med det, jeg har indbetalt?

Det kan skyldes, at du indbetaler til din forsikring enten årligt, halvårligt eller kvartårligt og ingen af disse indbetalinger sker 1. januar.

Indbetaler du for eksempel en gang årligt til 1. december, vil dit depotregnskab kunne se sådan ud:

1. december 2010 blev der indbetalt 41.000 kr.
1. december 2011 blev der indbetalt 42.000 kr.

Indbetalingerne i depotregnskabet for 2011 er altså fordelt mellem de to indbetalinger. Det vil sige, at de faktiske indbetalinger til din pensionsordning i 2011 ville være:
 
11/12 af 41.000 kr. og 1/12 af 42.000 kr. - i alt 41.083,33 kr.

Vi indberetter naturligvis det korrekte årlige beløb til SKAT.

Hvad betyder 'garanteret ydelse'?

 

En 'garanteret ydelse' er det minimumbeløb, som Skandia udbetaler, når du går på pension.
Hvad betyder 'forventet beløb'?

Det 'forventede beløb' er det beløb, Skandia regner med at kunne udbetale til dig, når du går på pension. Beløbet er beregnet på baggrund af en prognose.

Du kan læse mere om forudsætningerne for prognosen i supplerende informationer under - "Forudsætninger for beregninger" i din årsoversigt.

Hvad vil det sige, at min bonusopsparing er 'ugaranteret'?

Bonusopsparingen er et overskud, der er på din pensionsopsparing indtil videre, som ligger ud over din garanterede pension.

At bonusopsparingen er ugaranteret betyder, at den kan blive mindre. I perioder med dårlige afkast, hvor selv de forsigtigt fastsatte forudsætninger ikke er tilstrækkelige, kan det betyde, at den ugaranterede bonusopsparing bliver mindre.

Hvad er 'fælleskassen'?

Som kunde i Skandia Bonuspension er du med i et solidarisk fællesskab, der kaldes fælleskassen. Fælleskassen bruges til at betale fællesskabets samlede omkostninger, renter, betaling til forsikringer og udbetaling af forsikringserstatninger.

Det kan variere fra år til år, om du betaler til fælleskassen eller modtager bidrag fra den. Det ændrer ikke på størrelsen af din pensionsopsparing, om du modtager eller bidrager til fælleskassen.

> Læs mere om fælleskassen på Forsikring og Pensions hjemmeside 

Hvordan administrerer I fælleskassen?

Reglerne for, hvordan vi skal administrere fælleskassen, står i kontributionsbekendtgørelsen, som trådte i kraft 1. januar 2011. At kontribuere betyder "at bidrage til", og kontributionsprincippet går ud på, at overskud eller underskud i fælleskassen, skal fordeles retfærdigt mellem kunderne set over tid. Vi skal med andre ord sikre, at den enkelte kunde ikke får for meget fra fællesskabet og på den anden side heller ikke betaler for meget til det.

Kontributionsgrupper
For at overholde kravene i kontributionsbekendtgørelsen skal pensionsselskaberne opdele kunderne i grupper inden for fælleskassen, hvis der er forskel på, hvor meget grupperne bidrager til eller modtager fra fællesskabet. Kunderne i Skandia Bonuspension er en homogen gruppe, og derfor er alle kunder i samme gruppe.

Læs mere om kontribution

Hvorfor betaler jeg investeringsomkostninger?

Du har valgt en pensionsordning, hvor Skandia investerer pengene for dig. Der er omkostninger forbundet med at investere. Beløbet på din årsoversigt viser, hvor stor en del af de samlede investeringsomkostninger i Skandia Bonuspension, der vedrører din pensionsordning.

Hvad betyder det i praksis for mig, at jeg får 1,51 % i depotrente?

Det har ingen betydning for det beløb, du er garanteret, når du går på pension. Men det betyder, at din ugaranterede bonus kun vokser, hvis du får risiko- og omkostningsbonus. Risiko- og omkostningsbonus opstår, hvis der er færre, der bliver syge eller dør, end vi har regnet med, eller hvis det er billigere at administrere pensionsordningerne end forventet.

Jeg modtager pension. Hvad betyder 1,51 % i depotrente i praksis for mig?

Det betyder, at du kan forvente, at din udbetaling i  2012 bliver på sammen niveau som 2011.

Hvad sker der med min udbetaling, hvis der en dag ikke er flere penge på min opsparing? Skandia sikrer, at der er penge på din opsparing, så du får udbetalt det beløb, du er garanteret. Det er en af fordelene ved det produkt, du har valgt at placere din pensionsopsparing i.

Fandt du det, du søgte?

x

Få hjælp

Hverdage 8.30 - 16.00

T 7012 1213
skandia@skandia.dk

Depotrente i dag

De fleste betaler 15 procent i skat af det afkast, de får på deres pensionsopsparing.

Depotrenten er pr. 1. januar 2012:

Før afkastskat:  1,78 % 
Efter afkastskat: 1,51 %